Når verden svarer: Selvskade og resonans i Hartmut Rosas perspektiv

Selvskade og resonans lyder umiddelbart som to vidt forskellige temaer. Men hvis vi ser på selvskade gennem den tyske sociolog Hartmut Rosas begreb resonans, får vi et sprog for, hvorfor nogle unge oplever verden som “stum” – og hvad der sker, når verden svarer igen. Rosa beskriver resonans som en relation til verden, hvor jeg og verden gensidigt berører og forandrer hinanden; det er mere end følelser og “lykke”, det er en levende respons mellem menneske og omverden.

Rosas pointe er også, at resonans ikke kan kontrolleres eller produceres på kommando. Den kan inviteres, men aldrig garanteres – verden er grundlæggende ukontrollerbar. Når vi forsøger at gøre alting forudsigeligt og effektivt, kan forholdet til verden blive fladt og stumt.

Hvad mener Rosa med “resonans”?

I Rosas teori er resonans en modus for verdensforhold – ikke et humør. Fire kendetegn går igen i hans beskrivelser:

1. Berørbarhed: Verden rører ved mig (jeg bliver bevæget).

2. Svar: Jeg svarer verden (jeg taler med “egen stemme”).

3. Forandring: Begge parter påvirkes; jeg er ikke helt den samme bagefter.

4. Ukontrollerbarhed: Resonans kan ikke tvinges frem – der er altid et element af “ikke-tilgængelighed”.

Rosa stiller dette op som et modbillede til fremmedgørelse (alienation): I fremmedgørelsen føles verden død, stum, fjern – mens resonans føles levende, svarende og meningsfuld.

Hvorfor er resonans relevant for selvskade?

I socialpsykiatrien møder vi ofte unge, der beskriver en grundtone af stumhed: “Intet bider på. Intet giver mening. Jeg mærker kun noget, når det gør ondt.” Læst med Rosa kan vi forstå dette som resonansunderskud – ikke som “svaghed” eller “manglende motivation”, men som en relationel tilstand mellem menneske og verden.

• Når hverdagens relationer, tid og krav er præget af kontrol og acceleration (alt skal måles, optimeres, gå hurtigere), bliver pladsen for resonans mindre.

• Ifølge Rosa kan jagten på fuld kontrol gøre verden “stum”; vi mister den levende gensidighed.

I den optik kan selvskade – set indefra – forstås som et forsøg på at gøre kontakten virkelig, at mærke, at noget svarer i kroppen, når verden ikke gør. Denne forståelse normerer ikke selvskade, men giver et mere præcist sprog for, hvorfor det kan føles meningsbærende i nuet.

Resonans er ikke det samme som velbehag

Rosa understreger, at resonans ikke blot er nydelse. Man kan være i resonans med noget smertefuldt (en sørgelig sang, en svær samtale) – hvis der er gensidig berøring og svar. Det forklarer, hvorfor nogle oplever stærk mening selv i alvorlige livskriser: Verden svarer, og man svarer igen.

Unge, selvskade og den “stumme” verden

I senmoderne hverdage kan tre forhold slukke resonansen:

• Tidskompression: Konstant hast og afbrydelser – intet når at berøre. (Rosas bredere diagnose om social acceleration).

• Instrumentalisering: Relationer bliver midler (“hvad får jeg ud af det?”), ikke svarende fællesskaber.

• Kontrolreflekser: Når alt skal styres og forudses, forsvinder det uforudsigelige, som resonans lever af.

For en del unge bliver kroppen det sted, hvor noget endelig svarer – om end på en måde, der på sigt gør ondt. At se den logik er en forudsætning for at tale om andre måder, verden kan svare på.

Etisk blik: “Ukontrollerbar” betyder ikke “ligeglad”

Rosa argumenterer for, at vi kan forberede resonans, men ikke producere den. Det gælder også i professionelle sammenhænge: Man kan skabe rammer og relationer, hvor respons er mulig, men man kan ikke garantere den. Det er etisk vigtigt, fordi det forskyder fokus fra “hvorfor virker det ikke på dig?” til “hvordan stiller vi os, så noget kan berøre og svare?”.

Case-vignet (forståelse – ikke metode)

Efter en konflikt går en ung hurtigt på værelset og beskriver senere en følelse af, at alt er “hult”. I Rosas sprog er verdensforholdet midlertidigt mutet (stumt). Næste dag fortæller den unge, at en medarbejder “bare sad og lyttede – uden at presse”, og at det gav en fornemmelse af, at noget svarede. Pointen er ikke, at “lytten løser alt”, men at svarbarhed – ikke kontrol – blev vendepunktet.

Resonans som sprog for værdighed

Rosas teori tilbyder et værdigt sprog for det, mange unge oplever: Ikke “forkerthed”, men et forhold til verden, der er blevet fladt, forhastet og uden svar. At tale om selvskade og resonans skifter fokus fra moral til relation: Hvilke forbindelser i hverdagen kan svare – og hvordan kan vi beskytte dem mod kontrolreflekser og tempo, der dræner dem for liv?

Læs også: Selvskade i kulturel og social kontekst