Skam og selvskade hænger sammen. Lær forskellen på skyld og skam, spot tegn i hverdagen og brug simple greb, der dæmper skam og støtter bedre valg.

Hvorfor skam er nøglen til at forstå selvskade

Skam retter sig mod hele selvet: “Jeg er forkert.” Skyld retter sig mod handlingen: “Jeg gjorde noget forkert.” Forskellen har praktisk betydning: ved vedvarende skam ser vi oftere undgåelse, selvkritik, social tilbagetrækning og — hos nogle — selvskade som forsøg på at regulere sig selv.

Ikke-suicidal selvskade fungerer typisk sådan (set indefra):

• Dæmper overvældende skam og uro i kroppen.

• Virker som selvstraf, når skammen siger “jeg fortjener ikke bedre”.

• Skaber sanselig forankring ved tomhed/dissociation (noget kan mærkes).

• Kommunikerer belastning, når ord ikke slår til, og relationen føles stum.

Konsekvens: Skam er ikke kun “noget der følger med”; skam er et trin i kæden frem mod handling — og bør beskrives, når vi forsøger at forstå forløbet.

Skyld vs. skam: klinisk betydning

• Skyld (handlingsfokus) muliggør reparation og realistisk ansvar.

• Skam (identitetsfokus) giver selvangreb, undgåelse og tavshed.

I praksis går vi efter en bevægelse fra lammet skam til håndterbar, situationsnær skyld: “Jeg kan gøre noget anderledes næste gang.” Det kræver et sprog, der adskiller personen fra strategie

Hvordan skam viser sig i hverdagen

• Sprog: mange undskyldninger, selvnedgørende vendinger, lille “jeg-stemme”.

• Krop: nedslået blik, lav volumen, sammentrukket holdning, tildækning af ar.

• Relation: skift mellem overtilpasning og bratte brud; sen/ingen hjælpopsøgning.

• Affekt: hurtige skift mellem uro, tomhed og irritabilitet efter sociale triggere.

Se disse udtryk som beskyttelsesformer — ikke karakterfejl.

Risikoforståelse (uden gætværk)

“Ja/nej”-tjeklister for risiko rammer sjældent præcist alene. Brug en formulationsbaseret tilgang — beskrivelser, der forklarer hvorfor og hvornår risiko stiger.

Fire byggeklodser (med klare ord)

1. Personfaktorer (individuelle sårbarheder)

   – fx afvisningssensitivitet, traumehistorik, neurodivergens, søvnmangel.

2. Situationer der udløser (triggere)

   – fx misforståelser, afvisning, konflikter, skift i personale eller rammer.

3. Forløb trin for trin (kæden)

   – tanke → følelse → kropsfornemmelse → impuls → handling → eftervirkning.

4. Betingelser i miljøet

   – hvad øger risiko (tempo, støj, uforudsigelighed) og hvad mindsker den (kendt kontaktperson, roligt rum, klart sprog).

Formålet: Flyt fokus fra “om der er risiko” til “under hvilke betingelser den stiger eller falder” — så teamet kan handle på det.

Sprog og etik: værdighed som klinisk faktor

Sprog er intervention. Tre regler:

1. Beskriv frem for at dømme

   – “I dag skete X, og du mærkede Y” (ikke: “du er…”).

2. Adskil person og strategi

   – “Du er værdifuld; strategien hjælper kort, men gør ondt på sigt.”

3. Forklar rammer

   – Gennemsigtighed om hvorfor, hvordan og hvornår vi gør noget, bevarer værdighed.

Faglige metoder & værktøjer

1) Klinisk interview med skamfokus (målrettede spørgsmål)

Stil klare, enkle spørgsmål og lyt efter funktion og sammenhæng:

• “Hvornår bliver du mest selvkritisk? Er der bestemte mennesker, tidspunkter eller steder, der går igen?”

• “Hvad siger skammen om dig i de situationer — og hvad antager du, at andre tænker?”

• “Hvad mærker du først i kroppen, når skammen stiger?” (fx varme, tryk, tomhed)

• “Hvad gjorde selvskaden for dig lige dér?” (dæmpede uro, gav fornemmelse, skabte kontrol, fik nogen i tale)

Analyser svarene for: tilbagevendende triggere, skamfortællinger, kropslige mønstre og betingelser, der enten fastholder eller løsner mønsteret.

2) Dokumentation – kort, præcis og brugbar

Formålet er fælles forståelse på tværs af medarbejdere. Ikke lange tekster, men klare noter, der viser hvad der skete, hvordan det gav mening indefra, og hvad vi gør næste gang.

Skriv kun fire linjer:

• Anledning: Hvad udløste situationen? (konkret hændelse)

• Det vi så/hørte: Sprog, kropslige tegn, kontakt/tilbagetrækning.

• Forståelse (kæden): Beskriv skam som trin i kæden: trigger → tanke (“jeg er…”) → følelse/krop → impuls → handling.

• Aftalt næste skridt: Hvad prøver vi næste gang i en lignende situation? (kort og realistisk)

Eksempel (kompakt):

Anledning: Spids bemærkning ved aftenmåltid.

Det vi så/hørte: Trak sig, lav stemme, sagde “det er også bare mig”.

Forståelse (kæden): Mikro-afvisning → tanke “jeg er til besvær” → varme i ansigt/tomhed → impuls: isolere/selvstraf.

Aftalt næste skridt: Kendt kontaktperson inden for 5 min., roligt rum, beskrivende sprog (“det ramte dig”), fast opfølg i morgen.

Nøglen: beskriv skammen som trin i forløbet – så ved alle, hvad de skal holde øje med.

3) Teampraksis – tre faste søjler

Hold det ens fra vagt til vagt. For store forskelle i sprog og tempo kan forstørre skam.

A. Fælles sprog

• Beskriv hændelser: “I dag skete X; det gav Y” (ikke: “du er…”).

• Adskil person og strategi: “Du er værdifuld; det her gør dig ondt på sigt.”

• Brug samme nøgleudtryk i hele teamet (mini-leksikon på 5–7 sætninger).

B. Fælles rytme

• Fast åbning af svære samtaler: “Vi tager det roligt og konkret, så jeg forstår.”

• Fast lukning: “Det vigtigste var X. Næste gang gør vi Y. Vi følger op [tid].”

• Hvis relationen går i stykker: aftal reparation (hvem, hvornår, hvordan) – og gennemfør den.

C. Fælles læring

• Én mikromåling pr. uge (fx “tid fra trigger til kontakt”).

• Én mikro-ændring pr. uge (fx “samme åbning i alle svære samtaler”).

• Korte “debriefs”: Hvad dæmpede skam? Hvad gør vi mere af?

4) Rammer, der mindsker skam i hverdagen

Rammer er ikke pynt; de er pædagogiske betingelser.

• Forudsigelighed i tid: Kendte tidspunkter for samtaler og overleveringer.

• Rolige zoner: Et rum man kan bruge 10–15 min. uden forklaring.

• Kendte kontaktveje: Synlig primær/sekundær kontaktperson.

• Støj og tempo: Én taler ad gangen ved svære emner; undgå parallelle krav.

• Synligt ordvalg: En lille plakat med 5 sætninger, der dæmper skam (samme som i leksikon).

• Opfølgning i kalender: Kort “reparations-slot” dagen efter konflikter – hver gang.

Tænk: Kan en ny medarbejder se på væggene og i skemaet, hvordan vi arbejder skam-nedtone nde? Hvis ja, er rammen stærk.

5) Hvad måler vi på? (uden at presse)

Vælg tre procesmål. De er følsomme for forbedring – og skaber ikke skam.

1. Tidlig kontakt: Hvor ofte opsøges hjælp før det topper? (antal/uge)

2. Forløbslængde: Hvor lang tid går der fra trigger til ro igen? (minutter)

3. Reparation gennemført: Andel af aftalte reparationer, der faktisk sker (procent)

Små forbedringer er reelle fremskridt. Brug dem aktivt i teamets læring.

Kort vignette (til praksis)

En 19-årig går fra bordet efter en spids bemærkning. Kæde: mikro-afvisning → tanke “jeg er til besvær” → tryk i brystet/tomhed → impuls til isolation/selvstraf. Medarbejder møder med beskrivende sprog (“det ramte dig”), roligt tempo og aftalt opfølg dagen efter. Notatet følger 4-linje-skabelonen. Effekt: tidligere hjælpopsøgning ugen efter; kortere varighed af tilbagetrækning.

Konklusion

Når skam beskrives som et tydeligt trin i forløbet, bliver den håndterbar i fælles praksis. Fælles sprog, fælles rytme og konsekvente rammer gør forskellen mellem tilfældig indsats og stabil, værdig faglighed.

Læs også: Selvskade i kulturel og social kontekst