De 4 H'er Kædeanalyse

Styrker borgerens refleksion

Intro:

De 4 H’er er en struktur til at efterbearbejde en episode, når der er afstand og ro nok til at kunne lære noget af forløbet. Formålet er at forstå mønsteret, styrke borgerens refleksion og få lavet aftaler, der kan forebygge gentagelser.

Formål

Metoden hjælper med at øge forståelsen af følelser og adfærd, støtte mentalisering og omsætte erfaringer til konkrete strategier. Den skaber også fælles retning i personalegruppen gennem ensartet dokumentation.

Timing – sådan undgår I at forstærke adfærd

Gennemgå De 4 H’er med tidsmæssig afstand (fx senere samme dag eller dagen efter), når borgeren er faldet til ro. Lige efter en episode er fokus stabilisering og sikkerhed – ikke dyb refleksion.

Forberedelse

Aftal ramme og varighed

“Jeg vil gerne gennemgå det sammen med dig, så vi forstår, hvad der skete, og hvad der kan hjælpe næste gang. Vi tager det i dit tempo.”

Det er ikke nødvendigt at have været på vagt

Enhver medarbejder kan gennemgå metoden, hvis dokumentationen er i orden og borgeren er med på rammen.

Selve metoden – De 4 H’er

Hvad skete der?

Her laver I kædeanalyse: hvad ledte op til episoden, hvad skete lige før, under og efter – og hvilke konsekvenser kom der på kort og længere sigt.

Hvad kan du gøre en anden gang?

Brug kædeanalysen til en løsningsanalyse: hvor kan kæden brydes?

Se på sårbarhed (søvn, konflikter, ensomhed, rus, skam, ændringer i struktur) og aftal mestrings- og krisestrategier.

  • Mestringsstrategier når trangen er mild til moderat: ofte “tilnærmelse” (kontakt med følelser gennem samtale, struktur, støtte, afklaring).

  • Krisestrategier når trangen er stærk og akut: ofte “afledning” kortvarigt, indtil intensiteten falder (musik, sanse-stimulation, isterninger, kugledyne, stærke bolsjer osv.).

Hvem blev påvirket?

Støt borgeren i passende reparation: både konkret (oprydning/rengøring, hvis relevant og realistisk) og socialt (tale med andre der blev påvirket). Det handler om ansvar uden skam – og om at fastholde borgerens autonomi.

Hvordan var det for dig?

Afslut med en kort evaluering af forløbet og af selve gennemgangen. Spørg efter feedback: hvad virkede, og hvad kan personalet gøre anderledes næste gang? Små justeringer her kan styrke relation og samarbejde.

Dokumentation – så næste vagt kan arbejde videre

  • Kæde (kort): udløsere + nøgleled i kæden

  • Konsekvenser: kort / længere sigt

  • Brydepunkter: hvor kan kæden brydes?

  • Aftalte strategier: mestring + krise (konkret)

  • Reparation: hvad er gjort/aftalt

  • Feedback: hvad hjalp / hvad bør undgås

Typiske faldgruber

  • For tæt på episoden → risiko for forstærkning.

  • For meget fokus på detaljer → hold fokus på mønster, funktion og brydepunkter.

  • Ingen opfølgning → aftal hvem der følger op, og hvornår.

Print/Download De 4 H'er

Når I vil have fælles praksis

De 4 H’er virker bedst, når alle bruger samme ramme, samme sprog og samme dokumentationsformat.