Viden om selvskade

Et tværfagligt overblik for fagprofessionelle

Selvskade er et komplekst og sammensat fænomen, som ikke kan forstås ud fra én enkelt faglig vinkel. I praksis møder fagprofessionelle unge og voksne, hvor selvskade indgår som en del af en bredere reguleringsproblematik, ofte forbundet med følelsesmæssig overbelastning, relationelle vanskeligheder og begrænset adgang til alternative strategier.

Denne vidensoversigt samler centrale tværfaglige perspektiver på selvskade med fokus på forståelse frem for forklaring og på sammenhænge frem for løsninger. Siden henvender sig til fagprofessionelle, der arbejder i socialpsykiatri, psykiatri, botilbud, uddannelsesmiljøer og beslægtede praksisfelter.

Formålet er at skabe et fagligt overblik, som kan understøtte refleksion, fælles sprog og kvalificeret praksis – ikke at tilbyde behandling, manualer eller krisehåndtering.

For en mere præcis gennemgang af centrale faglige begreber relateret til selvskade henvises til den tilhørende begrebsoversigt, som fungerer som et opslagsværk og supplement til denne side.

Hvad forstås ved selvskade?

I faglige sammenhænge anvendes betegnelsen ikke- suicidal selvskade typisk om handlinger, hvor en person bevidst påfører sig selv fysisk eller psykisk skade uden entydig suicidal intention. Selvskade kan antage mange former og forekomme både direkte og indirekte, men forstås i stigende grad ud fra dens funktion snarere end dens konkrete udtryk.

En funktionel forståelse af selvskade retter fokus mod, hvad handlingen gør for den enkelte i situationen – eksempelvis i forhold til regulering af indre tilstande, oplevelsen af kontrol eller håndtering af følelsesmæssigt pres.

Regulering, affekt og arousal

I mange faglige forståelser beskrives selvskade som en strategi til regulering af indre tilstande. For personer med lav affekttolerance kan intense følelser opleves som overvældende og vanskelige at rumme uden ydre eller adfærdsmæssig regulering.

Her spiller arousal en central rolle. Ved høj arousal – herunder hyperarousal – kan kroppen være i konstant alarmberedskab, hvilket øger risikoen for impulsiv handling. Omvendt kan hypoarousal være præget af følelsesmæssig nedlukning og frakobling. Selvskade kan i begge tilstande fungere som et forsøg på at genoprette en oplevelse af balance eller indre ro.

Belastning, krise og vedligeholdelse

Selvskade opstår sjældent i et tomrum. I praksis ses den ofte i sammenhæng med belastningsreaktioner, hvor krav og indre eller ydre pres overstiger personens aktuelle kapacitet. I sådanne situationer kan selvskade indgå som kriseadfærd, præget af høj impulsivitet og reduceret refleksion.

For nogle udvikler selvskade karakter af en gentagende strategi, hvor oplevelsen af lettelse eller kontrol medfører forstærkning af adfærden. Over tid kan dette ledsages af craving, hvor trangen til selvskade opstår som en forventning om regulering snarere end som et bevidst valg.

Psykologiske perspektiver: sårbarhed, skam og kontrol

Fra et psykologisk perspektiv ses selvskade ofte i sammenhæng med emotionel sårbarhed, selvkritik og oplevelsen af ikke at kunne håndtere egne følelsesmæssige reaktioner. Skam spiller for mange en central rolle og kan både være en udløsende og vedligeholdende faktor.

I denne kontekst kan kontroladfærd fungere som et forsøg på at skabe forudsigelighed og stabilitet i en indre oplevelse præget af kaos. Selvskade kan her forstås som én blandt flere strategier til at genetablere en følelse af kontrol, særligt når andre reguleringsformer ikke opleves som tilgængelige.

Ambivalens og indre konflikter

Mange personer, der selvskader, befinder sig i et udtalt felt af ambivalens. Ønsket om hjælp, lindring eller forandring kan eksistere side om side med frygten for at miste en strategi, der – trods sine omkostninger – opleves som virksom i situationen.

Denne ambivalens kan skabe misforståelser i samarbejdet mellem fagprofessionelle og borger, hvis selvskade udelukkende forstås som modstand eller manglende motivation frem for som udtryk for indre konflikt og reguleringsbehov.

Pædagogiske perspektiver og relationel praksis

I pædagogiske og miljøterapeutiske sammenhænge bliver relation, struktur og forudsigelighed centrale omdrejningspunkter. Selvskade forstås her i relation til kontekst og samspil snarere end som et isoleret individuelt problem.

I situationer præget af høj arousal eller følelsesmæssigt pres kan der opstå mentaliseringsbrist, hvor evnen til at forstå egne og andres mentale tilstande midlertidigt svækkes. Her kan fagprofessionelle understøtte regulering gennem vikarierende mentalisering, hvor de midlertidigt hjælper med at skabe overblik, mening og affektiv afstemning.

En tryghedsskabende pædagogik, kendetegnet ved tydelighed, ro, relation og struktur, kan i denne sammenhæng reducere belastning og mindske behovet for selvskadende strategier.

Udbredte misforståelser i arbejdet med selvskade

I praksis ses en række antagelser, som kan vanskeliggøre arbejdet med selvskade, herunder forestillinger om, at selvskade primært handler om opmærksomhed, manglende vilje eller bevidst manipulation.

En sådan forståelse overser ofte betydningen af reguleringsvanskeligheder, lav affekttolerance og følelsesmæssig overbelastning og kan utilsigtet bidrage til øget skam, pres og eskalation.

Hvad efterspørger fagprofessionelle ofte viden om?

Fagprofessionelle efterspørger ofte viden om:

• hvordan man taler om selvskade uden at forstærke skam eller kontroltab

• hvordan gentagen selvskade kan forstås i stabile, strukturerede rammer

• hvornår faglig opkvalificering, refleksion eller ekstern sparring er relevant

Disse spørgsmål kan sjældent besvares entydigt, men kræver en kontekstnær og tværfaglig tilgang.

Videre faglig fordybelse

Denne vidensoversigt er tænkt som et fagligt referencepunkt, der kan understøtte fælles sprog og forståelse. For yderligere fordybelse kan det være relevant at arbejde med tematiske artikler, faglige oplæg eller kompetenceudvikling, der tager afsæt i konkrete praksissammenhænge.