Dykkerrefleksen, kriseplaner og selvskadetrang – når strategier kun virker, hvis de matcher funktionen

Når strategier kun virker, hvis de matcher funktionen

Dette indlæg er første del af serien: “Når trangen presser sig på – fagligt funderede strategier i praksis.”

En af de reguleringsstrategier, der jævnligt bringes i spil i arbejdet med selvskadetrang, er aktivering af dykkerrefleksen. Strategien består i at sænke ansigtet ned i en balje med iskoldt vand og holde det under i cirka 10–15 sekunder.

Det er en relativt kraftig kropslig intervention, som hos nogle kan føre til et hurtigt fald i fysiologisk arousal. Puls og vejrtrækning kan dæmpes, og den intense indre spænding kan kortvarigt reduceres. For enkelte kan dette skabe et reguleringsvindue, hvor selvskadetrangen bliver mere håndterbar.

Netop fordi effekten er direkte og kropslig, adskiller denne strategi sig fra mange af de forslag, der typisk optræder i kriseplaner. Samtidig rejser den et centralt fagligt spørgsmål: Hvornår virker strategier faktisk – og hvornår gør de ikke?

Hvad der sker i kroppen

Når ansigtet nedsænkes i iskoldt vand, stimuleres trigeminusnerven, og dykkerrefleksen aktiveres via hjernestammen. Dette medfører øget parasympatisk aktivitet, blandt andet via vagusnerven.

Konkret kan det føre til:

• sænkning af pulsen

• dæmpning af sympatisk overaktivering

• ændringer i vejrtrækning og muskelspænding

Reguleringen sker uden om sproget og refleksionen. Det er ikke en indsigtsskabende proces, men en fysiologisk bremsning. For nogle mennesker – særligt ved meget høj arousal – kan dette være afgørende for, om andre strategier overhovedet bliver mulige.

Rammer og ansvar er en del af strategien

Netop fordi dykkerrefleksen er en kraftig kropslig intervention, er rammerne afgørende. Strategien bør kun anvendes i rolige og forudsigelige omgivelser, hvor der er mulighed for at stoppe igen med det samme.

I praksis indebærer det, at anvendelsen bør ske under opsyn af en medarbejder, som kan støtte, afgrænse og tage ansvar for situationen. Det er ikke en strategi, der egner sig til at blive overladt til selvadministration i affekt.

Opsyn handler her ikke om kontrol, men om:

• sikkerhed

• aflastning af ansvar

• fælles regulering

Når rammen er urolig, uforudsigelig eller præget af pres, mister strategien sin regulerende funktion og risikerer i stedet at forstærke ubehag.

Hvorfor mange strategier i kriseplaner ikke er tilstrækkelige

I mange kriseplaner går de samme forslag igen:

Hør musik. Gå en tur. Se en serie.

Disse strategier er ikke i sig selv forkerte. Problemet opstår, når de forventes at kunne stå i stedet for selvskade, uden at der tages højde for, hvilken funktion selvskaden har for den enkelte.

For mange fungerer selvskade som:

• hurtig og effektiv arousal-reduktion

• aflastning af intens indre spænding

• midlertidig kontrolgenoprettelse

Når selvskaden har denne funktion, vil strategier med lav intensitet og høj kompleksitet ofte være utilstrækkelige. Ikke fordi personen ikke ønsker at bruge dem, men fordi strategien kræver et reguleringsniveau, som netop ikke er til stede i situationen.

Hvor dykkerrefleksen adskiller sig – og hvor den ikke gør

Dykkerrefleksen adskiller sig fra mange andre strategier ved i nogle tilfælde at kunne matche intensiteten i høj arousal. For nogle kan den:

• skabe et hurtigt fald i fysiologisk spænding

• afbryde en eskalerende kropslig tilstand

• gøre trangen mere håndterbar i øjeblikket

Det betyder ikke, at strategien løser selvskadetrang. Den adresserer ikke:

• skam

• selvhad

• relationelle konflikter

• mening eller identitet

Den kan derfor ikke stå alene og vil ikke være relevant for alle. For nogle virker den ikke. For andre opleves den som ubehagelig. Derfor må den altid forstås som én mulig strategi, der afprøves under ansvarlige rammer – og evalueres løbende.

Strategier virker kun, hvis de matcher funktionen

Det centrale spørgsmål er ikke, om en strategi findes i kriseplanen, men om den matcher den funktion, selvskaden har for den enkelte.

Hvis selvskaden primært:

• reducerer ekstrem arousal → strategien skal være kropslig og effektiv

• regulerer skam → strategien skal være relationel

• skaber kontrol → strategien skal give oplevelse af handlekraft

Uden denne funktionelle forståelse risikerer strategier at blive symbolske. De skrives ind i planer, men anvendes ikke – eller opgives hurtigt.

En kritisk – men ikke afvisende – tilgang til kriseplaner

Jeg er ikke modstander af kriseplaner. Jeg har selv lavet mange og set endnu flere blive brugt i praksis.

Problemet er sjældent, at der er strategier i dem. Problemet er oftere:

• at strategierne ikke er individuelt funderede

• at intensiteten ikke matcher selvskadens funktion

• at ansvaret placeres hos den enkelte i affekt

Når strategier gentagne gange ikke kan stå mål med det, de skal erstatte, risikerer kriseplanen at blive et dokument, man formelt har – men praktisk ignorerer.

Hvad dette indlæg lægger op til

Dette indlæg handler ikke om at finde den rigtige strategi.

Det handler om at tage strategier alvorligt – som faglige interventioner, der kræver rammer, relation og ansvar.

I de kommende indlæg i serien vil jeg blandt andet udfolde:

• hvorfor mange strategier er for svage

• hvordan selvskadetrang kan forstås funktionelt

• hvornår regulering må komme før refleksion

• hvordan velmenende råd utilsigtet kan øge trangen

• hvorfor skadesreduktion kan være fagligt ansvarligt