Tidlig pubertet og selvskade – hvad viser forskningen?
Tidlig pubertet og selvskade kan hænge sammen med større psykisk sårbarhed. Læs, hvad forskningen viser, og hvad det betyder for fagprofessionelle i praksis.
TEORETISKE PERSPEKTIVERSENESTE BLOGINDLÆG
Dan Hove Jørgensen
11/9/20269 min read


Forestil dig en helt almindelig skolegård.
Børnene går i tredje eller fjerde klasse. De er ni eller ti år gamle. Hvis vi forestiller os, hvad der fylder i deres liv, tænker vi måske på venskaber, konflikter, frikvarterer, computerspil og hvem der er med i fællesskabet.
Men for nogle børn er virkeligheden mere alvorlig.
Data fra det store amerikanske Adolescent Brain Cognitive Development studie, ABCD, viser, at selvskadende og selvmordsrelaterede tanker og handlinger allerede forekommer blandt børn i denne alder. Og noget særligt ser ud til at kendetegne en del af dem: De er længere fremme i deres pubertetsudvikling end deres jævnaldrende.
I en undersøgelse af 8.708 børn på ni og ti år var mere fremskreden pubertetsudvikling forbundet med større sandsynlighed for allerede at have haft selvmordstanker, selvmordsforsøg eller selvskade uden selvmordsintention. Blandt børn, som ikke tidligere havde haft sådanne tanker eller handlinger, var mere fremskreden pubertetsudvikling desuden forbundet med øget sandsynlighed for, at de opstod i løbet af de følgende to år (Luking et al., 2025).
Det betyder ikke, at tidlig pubertet forårsager selvskade.
Men det føjer noget vigtigt til vores forståelse af, hvilke distale sårbarheder der kan ligge i et menneskes udviklingshistorie, længe før vi som fagprofessionelle møder den selvskadende adfærd.
Når puberteten begynder tidligere end hos jævnaldrende
Sammenhængen findes også i undersøgelser, hvor unge er fulgt længere frem i livet.
Roberts et al. (2020a) undersøgte 4.042 piger og unge kvinder fra det britiske ALSPAC studie.
Her var senere menstruationsdebut forbundet med lavere odds for selvskade. Piger, som havde fået deres første menstruation før 11,5 års alderen, havde 31 procent højere odds for selvskade ved 16 års alderen sammenlignet med piger med menstruationsdebut inden for det almindelige aldersinterval.
Omvendt havde piger med senere menstruationsdebut lavere odds for selvskade.
Sammenhængen var fortsat til stede ved 21 års alderen, men var svagere. Forskerne fandt samtidig ikke stærk evidens for, at sammenhængen var forskellig for selvskade med og uden selvmordsintention (Roberts et al., 2020a).
Det er en vigtig nuance.
Tidlig pubertet ser altså ikke ud til kun at være relevant for selvskade uden selvmordsintention. Samtidig skal resultaterne ikke fortolkes som dokumentation for, at tidlig pubertet forårsager hverken selvskade eller suicidal adfærd.
Det handler ikke kun om piger
Meget forskning i pubertet har taget udgangspunkt i piger. En af årsagerne er metodisk: Første menstruation giver forskerne en relativt tydelig markør for pubertetsudviklingen. Drenge har ikke en tilsvarende enkelt begivenhed.
I et andet ALSPAC studie anvendte Roberts et al. (2020b) derfor alder ved maksimal væksthastighed som en mere objektiv markør for pubertetens timing. Undersøgelsen omfattede 5.369 unge, hvoraf 47 procent var drenge.
Resultaterne viste et lignende mønster hos begge køn.
Jo senere den maksimale vækstspurt fandt sted, desto lavere var oddsene for selvskade ved 16 års alderen. Omvendt var tidligere fysisk modning altså forbundet med højere odds for selvskade.
Ved 21 års alderen var sammenhængen tydeligt svækket. Hos mænd fandt forskerne ikke længere evidens for en sammenhæng, mens der hos kvinder fortsat var en tendens i samme retning, som dog ikke nåede det konventionelle niveau for statistisk signifikans (Roberts et al., 2020b).
Det er derfor rimeligt at konkludere, at problemstillingen ikke kun vedrører piger.
Men vi skal være mere forsigtige med at konkludere, at konsekvenserne nødvendigvis varer længere hos kvinder. Forskerne fandt ikke statistisk evidens for, at sammenhængen ved 21 år faktisk var forskellig mellem kønnene.
En Ferrari med bremser under udvikling
Men hvorfor skulle tidspunktet for puberteten overhovedet have betydning?
Her bliver det mere kompliceret.
Vi ved endnu ikke præcist, hvilke mekanismer der forklarer sammenhængen mellem tidlig pubertet og selvskade.
En mulig del af forklaringen handler om, at forskellige dele af udviklingen ikke nødvendigvis følges ad.
Man kan bruge et bevidst forenklet billede:
Puberteten kan være som at få udleveret nøglerne til en Ferrari, mens bremserne stadig er under udvikling.
Omkring puberteten sker der betydelige ændringer i blandt andet belønningsfølsomhed, motivation og betydningen af sociale stimuli. Samtidig udvikles evnen til stabil selvregulering og kognitiv kontrol fortsat gennem ungdomsårene (Shulman et al., 2016).
Men Ferrari billedet er en metafor. Det skal ikke forveksles med en bogstavelig beskrivelse af hjernen.
Det er ikke sådan, at unge har et voldsomt limbisk system og en præfrontal cortex, der endnu ikke fungerer. Udviklingsneurovidenskaben understøtter ikke en så simpel model. Ungdomsårene er snarere præget af et komplekst samspil mellem biologisk modning, social og emotionel bearbejdning, motivation, erfaringer og omgivelser (Crone & Dahl, 2012).
Alligevel kan Ferrari billedet være nyttigt.
Forestil dig et barn på ti eller elleve år, som kommer tidligt i puberteten.
Kroppen ændrer sig. Sociale relationer kan ændre karakter. Andres blik på barnet kan ændre sig. Følelser, social evaluering, tilhørsforhold og belønning kan få større betydning.
Men barnet har stadig kun haft ti eller elleve år til at udvikle erfaringer med konflikter, afvisning, skam, forelskelse, kropsforandringer og følelsesmæssig regulering.
Motoren kan have ændret karakter, mens bremserne og erfaringen med at bruge dem fortsat er under udvikling.
Når kroppen bliver læst som ældre end barnet
Der findes også mulige sociale forklaringer.
En tidligt udviklet krop kan ændre omgivelsernes forventninger.
Et barn på elleve år kan fysisk se betydeligt ældre ud. Men barnets følelsesmæssige, sociale og kognitive udvikling følger ikke nødvendigvis samme tidsplan.
Alligevel kan barnet risikere at blive mødt, som om det er ældre.
Der kan opstå større forventninger til modenhed og selvstændighed. Den unge kan søge mod eller blive inviteret ind i ældre sociale fællesskaber eller opleve kommentarer og opmærksomhed omkring sin krop, som vedkommende endnu ikke er parat til at håndtere.
Kropsforandringer kan samtidig påvirke selvbillede og oplevelsen af at høre til blandt jævnaldrende.
Det er vigtigt ikke at gøre disse mulige mekanismer til universelle sandheder. Ikke alle børn, der kommer tidligt i puberteten, oplever deres udvikling negativt.
Men hos nogle kan der opstå en udviklingsmæssig diskrepans mellem den krop, omgivelserne reagerer på, og de følelsesmæssige og sociale erfaringer, barnet faktisk har til rådighed.
Er det i virkeligheden bare belastninger i barndommen?
Her opstår et vigtigt spørgsmål.
Vi ved, at belastende erfaringer i barndommen er forbundet med senere selvskade. Samtidig har forskning fundet sammenhænge mellem belastninger i barndommen og tidligere pubertetsudvikling.
Kunne sammenhængen derfor være:
Belastninger i barndommen → tidligere pubertet → selvskade?
Russell et al. (2022) undersøgte netop dette spørgsmål med data fra 6.698 deltagere i ALSPAC.
For hver yderligere type belastende barndomserfaring var der i gennemsnit 12 til 14 procent højere risiko for selvskade ved 16 års alderen.
Men forskerne fandt ikke evidens for, at tidligere pubertetsudvikling medierede sammenhængen mellem belastninger i barndommen og senere selvskade (Russell et al., 2022).
Resultaterne understøtter altså ikke en simpel kæde, hvor belastninger i barndommen fører til tidlig pubertet, som derefter fører til selvskade.
Både belastninger i barndommen og tidlig pubertetsudvikling var forbundet med senere selvskade, men tidlig pubertetsudvikling forklarede ikke forbindelsen mellem barndomsbelastninger og selvskade.
Det er en væsentlig pointe.
Tidlig pubertet bør derfor ikke reduceres til et tegn på, at et barn nødvendigvis har været udsat for alvorlige belastninger.
Distale sårbarheder fortæller ikke, hvorfor selvskaden sker nu
Her bliver forskningen særligt relevant for arbejdet med selvskadende adfærd.
Tidlig pubertet kan forstås som en mulig distal sårbarhed.
Distale sårbarheder er forhold tidligere i menneskets udviklingshistorie, som kan være forbundet med øget sårbarhed senere. Det kan eksempelvis være belastende barndomserfaringer, længerevarende sociale vanskeligheder eller bestemte udviklingsmæssige forhold.
Men en distal sårbarhed er ikke det samme som en aktuel årsag.
Hvis en 19 årig skader sig selv efter en konflikt med sin kæreste, forklarer det ikke den konkrete handling at konstatere, at hun kom tidligt i puberteten.
Her skal vi tættere på situationen.
Hvad skete der?
Hvad tænkte personen?
Hvad mærkede personen?
Hvilke følelser opstod?
Hvad skete der umiddelbart før selvskaden?
Og måske vigtigst:
Hvad ændrede selvskaden?
Her bevæger vi os fra de distale sårbarheder til de mere proksimale faktorer, altså de forhold, der ligger tættere på den aktuelle selvskadende handling.
En konflikt, oplevet afvisning, intens skam, selvkritiske tanker eller voldsom følelsesmæssig aktivering kan være proksimale faktorer.
Men heller ikke de fortæller nødvendigvis, hvorfor adfærden gentages.
Det kræver, at vi undersøger selvskadens funktion.
Hvis selvskaden eksempelvis reducerer en uudholdelig følelsesmæssig tilstand, kan den umiddelbare lettelse være med til at øge sandsynligheden for, at handlingen anvendes igen.
Vi må derfor holde flere niveauer adskilt:
Hvad har bidraget til sårbarheden?
Hvad udløser selvskaden her og nu?
Hvilken funktion har selvskaden?
Og hvad sker der bagefter, som eventuelt er med til at vedligeholde adfærden?
Det er forskellige spørgsmål.
Tidlig pubertet er også forbundet med bredere psykisk sårbarhed
Et stort dansk registerstudie understøtter, at problemstillingen rækker ud over selvskade.
Hueg et al. (2026) undersøgte 9.315 børn og unge registreret med forskellige former for tidlig pubertetsudvikling og sammenlignede dem med 46.566 personer fra baggrundsbefolkningen.
Tidlig pubertetsudvikling var forbundet med øget risiko for flere psykiatriske diagnoser, herunder blandt andet depression, angst, ADHD, autismespektrumforstyrrelser og spiseforstyrrelser (Hueg et al., 2026).
Det betyder ikke, at tidlig pubertet skaber disse vanskeligheder.
Registerstudiet viser sammenhænge på gruppeniveau og kan ikke i sig selv fastslå årsagssammenhænge.
Men sammen med de øvrige undersøgelser understøtter det, at tidlig pubertetsudvikling kan betragtes som en mulig markør for bredere psykisk sårbarhed.
Allerede ved ni og ti år
Noget af det mest tankevækkende kommer imidlertid fra ABCD studiet.
Her var børnene kun ni og ti år gamle ved undersøgelsens begyndelse.
Blandt 8.708 børn var mere fremskreden pubertetsudvikling i forhold til jævnaldrende forbundet med højere sandsynlighed for allerede at have oplevet selvskadende eller selvmordsrelaterede tanker og handlinger.
Og blandt børn uden sådanne erfaringer ved undersøgelsens begyndelse var mere fremskreden pubertetsudvikling forbundet med højere sandsynlighed for, at de opstod i løbet af de følgende to år (Luking et al., 2025).
Det er væsentligt, fordi det flytter vores opmærksomhed ned i en alder, hvor voksne måske ikke intuitivt tænker på selvskade og selvmordstanker.
Det betyder ikke, at børn, der kommer tidligt i puberteten, generelt skal betragtes som selvmordstruede.
Men hvis et barn både er tidligt i sin pubertetsudvikling og viser tegn på psykisk mistrivsel, bør vi ikke afvise alvorlige tanker eller selvskadende adfærd med henvisning til, at barnet er for ungt.
Tidlig pubertet er en risikomarkør, ikke en diagnose og ikke en forudsigelse af det enkelte barns fremtid.
Hvad betyder det for os som fagprofessionelle?
Den vigtigste konsekvens er ikke, at vi nu skal begynde at spørge alle mennesker med selvskade, hvornår de kom i puberteten.
Det ville være en mekanisk anvendelse af forskningen.
Pointen er større.
Når vi forsøger at forstå selvskadende adfærd, skal vi være nysgerrige på hele menneskets udviklingshistorie.
Det indebærer også erfaringer med kroppen.
Hvordan oplevede personen sin kropslige udvikling?
Oplevede personen at være anderledes end sine jævnaldrende?
Ændrede omgivelsernes forventninger sig?
Var der skam forbundet med kroppen?
Oplevede personen uønsket opmærksomhed?
Hvilken betydning fik kroppen for identitet, selvværd og tilhørsforhold?
Hos nogle mennesker vil spørgsmålene være irrelevante.
Hos andre kan de vise sig at være en vigtig brik i forståelsen af de distale sårbarheder, der ligger bag den aktuelle mistrivsel.
Vi må ikke forveksle risiko med skæbne
Det sidste er afgørende.
Et fund af øget risiko på gruppeniveau fortæller ikke, hvad der vil ske med det enkelte barn.
Tidlig pubertet er derfor ikke en forklaring, vi kan lægge ned over et menneske.
Det er en mulig del af en langt større udviklingshistorie.
Biologi, sociale relationer, følelsesmæssig udvikling, belastninger, beskyttende relationer, læring, mestring og omgivelser påvirker hinanden over tid.
Det er netop derfor, begrebet distale sårbarheder er nyttigt.
Det hjælper os med at forstå, at nogle forhold kan have betydning længe før den konkrete selvskadende handling, uden at vi behøver gøre dem til simple årsager.
Når vi kun ser selvskaden, kommer vi for sent ind i historien
Når vi som fagprofessionelle møder et menneske, der skader sig selv, møder vi ofte adfærden på et tidspunkt, hvor den allerede har fået en funktion.
Vi ser krisen, konflikten eller handlingen.
Men selvskaden begyndte ikke nødvendigvis dér.
Bag den aktuelle adfærd kan ligge en lang udviklingshistorie af biologiske, psykologiske og sociale forhold, der over tid har påvirket menneskets sårbarhed.
Tidlig pubertet kan være én af disse distale sårbarheder.
Ikke for alle.
Ikke som en simpel årsag.
Og ikke som en forklaring, vi kan antage på forhånd.
Men som noget, der hos nogle mennesker kan være værd at være nysgerrig på.
Ferrari metaforen kan derfor måske bruges én sidste gang.
Det afgørende er ikke at tage nøglerne fra den unge.
Opgaven er at hjælpe den unge med gradvist at lære bilen at kende, opdage hvornår farten bliver for høj og udvikle stadig bedre muligheder for at regulere den.
For målet med støtte kan ikke være, at fagprofessionelle resten af livet skal fungere som den unges bremse.
Målet må være, at den unge over tid udvikler flere muligheder for selv at regulere fart, retning og reaktioner, samtidig med at der er mennesker omkring, som kan hjælpe, når vejen bliver vanskelig.
Og måske er det netop den vigtigste læring fra forskningen:
Vi skal ikke kun spørge, hvorfor et menneske skader sig selv. Vi skal også være nysgerrige på den udviklingshistorie, der har gjort selvskaden til en mulig løsning.
Kontakt
kontakt@brydselvskade.dk
© 2025. All rights reserved.
CVR: 37631035
Gammel Vartov Vej 25 C, 2.sal
2900 Hellerup
Brydselvskade.dk
Hvis du skader dig selv eller har selvmordstanker: ved akut fare ring 112. Få hjælp: LMSOS 70 10 18 18 (man 9–19, tir–tors 16–19) • Headspace chat man–tors 12–18 • Livslinien 70 201 201 (11–04) livslinien.dk
Hvis du skader dig selv
Juridisk
