Dydsetik og selvskade

Selvskade er et af de mest komplekse og udfordrende fænomener, man kan møde i socialpsykiatrien og i arbejdet med unge, der befinder sig i følelsesmæssige og eksistentielle kriser. Mange fagfolk oplever, at mødet med selvskade rummer svære dilemmaer: på den ene side behovet for at gribe ind og forebygge yderligere skade, på den anden side respekten for individets autonomi og retten til at træffe egne valg – også destruktive valg.

Traditionelt søger vi ofte svar i regler, behandlingsmanualer og metoder. Men disse giver sjældent klare løsninger på de komplekse og relationelle dilemmaer, der opstår i praksis. Derfor kan det være værdifuldt at inddrage en etisk tradition, som ikke kun handler om regler eller konsekvenser, men om menneskelig udvikling, karakter og relationer: dydsetikken.

Hvad er dydsetik?

Dydsetikken har rødder hos Aristoteles og bygger på en grundlæggende tanke: Det gode liv defineres ikke kun af regler, vi følger, eller resultater, vi skaber – men af de egenskaber, vi udvikler som mennesker. Dyder er karakteregenskaber, der gør os i stand til at handle godt: mod, tålmodighed, retfærdighed, visdom, venlighed og selvomsorg. Pointen er ikke perfektion, men balance og udvikling. Aristoteles talte om det gyldne middelvej, hvor dyden ligger mellem to yderpunkter – fx mellem fejhed og dumdristighed finder vi modet.

Hvor pligtetikken spørger: “Hvad bør jeg gøre?” og utilitarismen spørger: “Hvilket resultat giver mest nytte?”, spørger dydsetikken:

“Hvilket menneske vil jeg være – og hvilke dyder må jeg udvikle for at leve et godt liv?”

I praksis betyder det, at vi kan se den unge ikke blot som en med en problematisk adfærd, men som et menneske i en udviklingsproces, hvor karakter og livsførelse kan formes og styrkes.

Hvorfor bringe dydsetikken ind i arbejdet med selvskade?

Fra kontrol til udvikling

Meget arbejde omkring selvskade ender med at handle om kontrol – fx at forhindre adgang til redskaber, indføre tilsyn eller opstille regler. Det kan skabe oplevelsen af overvågning og nederlag, hvis den unge ikke kan leve op til forventningerne.

Dydsetikken peger på en anden vej:

• “Hvordan kan vi støtte denne person i at udvikle dyder som mod, selvomsorg og håb, så selvskaden mister sin funktion?”

Det flytter fokus fra adfærdsstyring til menneskelig udvikling.

Praktisk dømmekraft som dyd

Hos Aristoteles er phronesis – praktisk visdom – en central dyd.

I mødet med selvskade er der sjældent klare regler. Skal man respektere selvbestemmelse eller handle for at forhindre skade? Hvordan balancerer man omsorg og grænsesætning?

Dydsetikken minder os om, at vi må udvikle dømmekraft, hvor vi handler klogt i situationens kompleksitet. Denne visdom vokser gennem erfaring, refleksion og kollegial sparring – og kan i sig selv betragtes som en faglig dyd.

Et sprog for håb og styrker

Mennesker, der skader sig selv, bliver ofte reduceret til “patienter” eller “risikopersoner”. Fokus er på det, der ikke fungerer.

Dydsetikken giver et andet sprog: et fokus på styrker og potentialer.

• En ung, der deler sine tanker, kan anerkendes for mod.

• En, der prøver nye strategier, kan fremhæves for tålmodighed.

• En, der øver selvomsorg, kan støttes i at styrke netop denne dyd.

På den måde skaber vi et sprog for håb, hvor den unge ses som en i udvikling, ikke en, der er defineret af mangler.

Relationens etiske betydning

Dyder udvikles ikke i isolation, men i relationer. Når fagpersonen møder en ung med empati, venlighed og integritet, modelleres disse dyder. Fagpersonens egen karakter bliver dermed et pædagogisk redskab. Det minder os om, at faglighed ikke kun handler om metoder – men om den måde, vi er mennesker på i relationen.

Fokus på fællesskab og miljø

Dydsetikken kan også bruges til at reflektere over miljøet i et botilbud eller en afdeling. I stedet for at lade regler og brandslukning dominere kan vi spørge:

• Hvilke dyder skal præge hverdagen?

• Hvordan kan vi skabe et miljø præget af respekt, retfærdighed, omsorg og tålmodighed?

Når omgivelserne præges af dyder, bliver det lettere for de unge at udvikle dem selv.

Et konkret eksempel

Forestil dig en ung kvinde på et botilbud, som ofte skader sig selv, når hun føler sig afvist. Hun oplever stærk skam og ensomhed. En regelbaseret tilgang kunne føre til sanktioner: “Hvis du skader dig selv, mister du dine privilegier.” En konsekvensorienteret tilgang kunne handle om at vurdere, om det kan “betale sig” at gribe ind.

En dydsetisk tilgang vil i stedet spørge:

• Hvordan kan vi styrke hendes mod til at række ud, når hun føler sig afvist?

• Hvordan kan vi støtte hende i tålmodighed til at udholde følelserne lidt længere?

• Hvordan kan vi hjælpe hende med at udvikle små praksisser af selvomsorg, så hun oplever alternativer til selvskade?

På den måde bliver arbejdet ikke kun et spørgsmål om at forhindre en adfærd, men om at støtte menneskelig vækst.

Udfordringen: Risiko for moralisering

Dydsetikken kan misbruges til at moraliserer: “Du burde være mere modig”, “du mangler selvkontrol”.

Derfor er det afgørende, at vi oversætter dyder til empowerment og ressourcetænkning. Det handler om at opdage spirer af dyder, som allerede findes, og støtte dem i at vokse frem – ikke om at pålægge krav og skyld.

Konklusion

At inddrage dydsetikken i arbejdet med selvskade betyder ikke, at vi skal droppe psykologiske metoder eller kriseplaner. Men den kan give os et supplerende perspektiv, hvor vi spørger:

• Hvordan støtter vi unge i at udvikle karakteregenskaber, der giver livet retning og mening?

• Hvordan kan vi som fagfolk udvikle vores egen dømmekraft som en dyd?

• Hvordan skaber vi fællesskaber præget af respekt, tålmodighed og håb?

Når vi bringer dydsetikken i spil, bliver spørgsmålet ikke kun:

• “Hvordan stopper vi selvskade?”

men også:

• “Hvordan understøtter vi et menneske i at vokse i mod, selvomsorg og mening?”

Læs også: Når verden svarer: Selvskade og resonans i Hartmut Rosas perspektiv