Danmark Mangler Handleplan Mod Selvskade

Danmark har taget vigtige skridt for at forebygge selvmord og selvmordsforsøg. Alligevel mangler vi en national handleplan mod selvskade som et selvstændigt, koordineret spor. Selvskade er ikke det samme som selvmordsadfærd; formål, mekanismer og indsatspunkter er anderledes, og det kræver sit eget sprog, sin egen struktur og sine egne målepunkter. Nedenfor skitseres, hvorfor tiden er moden, hvad vi kan bygge på, og hvordan en dansk plan kan se ud i praksis.

Hvor står vi i dag?

Siden 2017–2018 er behovet for en samlet indsats mod selvskade blevet rejst flere gange, og vi har fået en national ramme for selvmordsforebyggelse. Det er et vigtigt fremskridt, men dækker ikke den specifikke opgave, som selvskade udgør. I praksis findes der gode lokale værktøjer—bl.a. skolehandleplaner med tydelige roller og trin—men kvaliteten afhænger i dag af postnummer, og registreringen af selvskade er ujævn. Vi har med andre ord vilje og brikker på bordet, men ingen samlet, forpligtende arkitektur mod selvskade.

Hvorfor et selvstændigt, koordineret spor?

Selvskade har egne funktioner: for nogle dæmper den overvældende følelser, for andre virker den som selvstraf, en sanselig forankring ved tomhed eller en sidste måde at kommunikere på, når sproget bryder sammen. Derfor rammer klassiske risikomodeller fra selvmordsområdet forbi en del af problemets kerne. Samtidig opstår de første tegn ofte i hverdagsmiljøer—skole, klub, uddannelse—hvor der i dag mangler nationalt afstemte standarder. Uligheden i adgang er reel: to elever med samme behov møder ikke nødvendigvis den samme kvalitet. Og uden fælles minimumsdata på tværs af skole, kommune og sundhedsvæsen styrer vi for meget på mavefornemmelser og for lidt på viden. En handleplan mod selvskade skal derfor være særskilt i mål og indsatspunkter, men koordineret med den nationale indsats mod selvmord og selvmordsforsøg, så vi deler principper for data, kompetencer og kommunikation—uden at blande felterne sammen.

Hvad kan vi bygge på allerede nu?

Skoleområdet har allerede brugbare handleplaner, som hurtigt kan standardiseres nationalt og udvides til ungdomsuddannelser. Den nationale ramme omkring psykisk sundhed kan desuden bruges til tydelig organisering og ansvar, så kommuner og regioner får samme opgave, samme sprog og samme mål—og ikke skal opfinde lokale særmodeller.

Hvordan kan en national handleplan mod selvskade se ud?

Kernen er et fælles sprog og en enkel struktur, som alle kan arbejde efter. Det starter med fælles definitioner, så data, undervisning og drift taler samme sprog. Dernæst en enkel, landsdækkende registrering med få fælles felter—kontekst, udløsere, kontaktvej og første opfølgning—så vi kan lære på tværs uden at skabe nye papirbunker. Der bør beskrives serviceniveauer for tidlig kontakt og opfølgning: tydelige kontaktveje og en aftalt opfølgning inden for få dage, koordineret med, men adskilt fra, den nationale indsats mod selvmord og selvmordsforsøg.

Skole- og uddannelsesområdet kan få en obligatorisk national pakke med handlekort, samtaleåbnere, forældreinddragelse, dokumentationslinjer, sikre henvisninger og krisekommunikation. Parallelt udvikles korte, praksisnære kompetencemoduler til lærere, PPR/SSP, klubmedarbejdere, socialpsykiatri, somatik og akutmodtagelser—med fokus på fælles sprog og ens arbejdsgange.

Kommunikation er ikke et bilag, men en del af selve indsatsen: en national standard for omtale af selvskade i skole, kommune og medier kan forebygge romantisering, fremme henvisning til hjælp og understøtte håb. Dertil kommer et pårørendespor med læsbare forældre-briefs, en enkel kontaktvej (telefon/chat) og lokale “hvor går jeg hen nu?”-oversigter, der ser ens ud i hele landet. Særlige målgrupper—fx unge med neurodivergens, traumeerfaring, spiseforstyrrelser eller LGBTQ+—kan få supplerende moduler, som kobles på eksisterende nationale indsatser for at sikre sammenhæng i mødet med systemet.

Endelig skal kvalitet måles på en måde, der ikke skaber skam eller utilsigtet pres. I stedet for at jagte “alt eller intet” kan vi følge procesmål, der faktisk kan forbedres: hvor hurtigt kommer den første samtale? hvor ofte gennemfører vi den planlagte opfølgning inden for en uge? hvor stor en del af skoler og kommuner har den nationale standard i drift? Det kræver klar organisering og ansvarsplacering på nationalt, regionalt og kommunalt niveau og flerårig finansiering, så vi bygger kapacitet—ikke blot projekter.

Hvad er der sket siden 2017–2018?

Det dengang efterlyste nationale fokus på selvskade er endnu ikke blevet til en fuld plan. Til gengæld har vi i dag et solidt politisk og fagligt afsæt via den nationale indsats mod selvmord og selvmordsforsøg, og der er en bred erkendelse af, at registreringen af selvskade skal forbedres, hvis vi vil styre på resultater. De lokale erfaringer—særligt i skoler—peger i samme retning: kvaliteten stiger, når rammer og sprog er tydelige.

Hvordan ved vi, at handleplanen virker?

Fremskridt viser sig i hverdagen. Tiden fra observation eller hændelse til første samtale skal blive kortere. Den planlagte opfølgning skal i højere grad gennemføres inden for den aftalte ramme. Andelen af skoler og kommuner, som faktisk arbejder efter standarden, skal stige år for år. Og en årlig læringsrapport på baggrund af de fælles minimumsdata skal gøre det synligt, hvor vi lykkes, og hvor der skal justeres.

Afslutning: Fra vilje til virkning

Det næste naturlige skridt er en national handleplan mod selvskade som et selvstændigt, koordineret spor ved siden af arbejdet med selvmord og selvmordsforsøg. Planen skal sikre fælles sprog, fælles data, tidlig kontakt og klar ansvarsfordeling, så unge og voksne møder den samme kvalitet—uanset hvor i landet de bor.